handelsbetingelser​

Lejebestemmelser

Generelt

Såfremt andet ikke er skriftligt aftalt, fremgår lejepriser af den til enhver tid gældende lejeprisliste. For ethvert tilbud, overslag, prisoplysning, lejemål eller ydelse gælder nedenstående betingelser og retningslinjer. Den, der rekvirerer ydelsen, betegnes i det følgende som Lejer, og Maskinudlejning v/Maskinudstyr ApS betegnes som Udlejer. Alle priser opgives excl. moms og forbrug. Ret til ændringer forbeholdes uden varsel. Alle tilbud er under forbehold for trykfejl. Minimum faktureringsbeløb er kr. 200,00.

1.0 Lejeperioden og lejens beregning

1.1 Lejemålet tager sin begyndelse fra og med den dag det lejede materiel afgår fra et af vort lagre til og med den dag materiellet tilbageleveres.

1.2 Der regnes med gennemsnitlig 21 arbejdsdage pr. måned. Lejen er baseret på en 5-dags uge og beregnes pr. dag i henhold til lejeaftalen, dog betales leje for lørdag, søn- og helligdage, når materiellet benyttes disse dage. Den daglige leje er beregnet på en arbejdsdag af 8 timer. For yderligere afbenyttelse debiteres ekstra pr. påbegyndt 8 timer. Al udlejning til private beregnes som kalenderdage. Såfremt Lejer selv returnerer materiellet, så skal dette være tilbageleveret senest kl. 08.00 på en hverdag, hvis der ikke skal beregnes leje for den pågældende dag.

1.3 Den daglige leje beregnes for hele lejeperioden, uanset om det lejede benyttes eller ej. Perioder, hvor Lejer er forhindret i at anvende materiellet grundet årsager, hvori Udlejer er uforskyldt, fragår ikke beregning af lejeperioden.

1.4 Alle omkostninger til transport betales af Lejer. Transportudgiften sker for Lejers regning og beregnes efter gældende takster eller tilbud.

1.5 Lejen omfatter ikke forbrugsmaterialer (brændstof, smøring, elektricitet o.lign.). Lejer bærer udgifterne hertil. Opfyldning af brændstof faktureres med kr. 20,-/liter + moms. Bemærk, at der kun må benyttes smøreolie af den af Udlejer opgivne type og kvalitet. Udstyr og tilbehør (skovle, slanger, kabler m.m.) er ikke inkluderet i priserne, men betales særskilt, med mindre andet er angivet. Ud over leje, betaler Lejer de til enhver tid gældende satser for moms, skatter og afgifter.

1.6 Opsigelse/afmelding skal ske med mindst 1 dags varsel, Månedslejemateriel med 8 dages varsel. Efter afmelding hæfter Lejer for det lejede materiel indtil det afhentes/afleveres i henhold til aftale. I tilfælde af Lejers misligholdelse af lejeaftale eller det lejede, uanset årsag hertil, er Lejer forsat pligtig til betaling af leje for det lejede i den fulde aftalte lejeperiode. Tilsvarende er gældende ved opsigelse, afhentning eller tilbagelevering af det lejede i utide.Udlejer forbeholder sig ret til på ethvert tidspunkt at opsige en lejeaftale uden varsel, herunder også ved rekonstruktion og konkurs. Ordren bortfalder i tilfælde af væsentlig hindring af levering hos Udlejer, men Lejer kan ikke rejse krav af nogen art over for Udlejer i den forbindelse.

1.7 For kontohavere er betalingsbetingelserne 8 dage. Ved overskridelse af betalingstidspunktet for leje-beløbet og andre skyldige beløb i henhold til lejeaftalen pålægges morarenter med 2% pr. påbegyndt måned.

2.0 Lejers rettigheder og ansvar

2.1. Materiel, hvortil der kræves førercertifikat, må kun benyttes af personer med et gyldigt certifikat.

2.2. Lejer forpligter sig til at sørge for, at brugen sker i overensstemmelse med maskinens almindelige bestemmelser samt eventuelle instruktioner, angivet i instruktionsbøger og lignende fra Udlejer. Materiellet må endvidere kun benyttes til det formål, som det er beregnet til.

2.3 Lejer er ansvarlig for overholdelsen af de for brugen gældende regler og forskrifter og har hermed navnlig pligt til at påse, at de for benyttelsen gældende sikkerhedsforskrifter nøje overholdes. Hvis der for brugeren kræves særlig offentlig tilladelse, påhviler det Lejer at indhente sådan tilladelse. Lejeren er selv ansvarlig for evt. anmeldelse til Arbejdstilsynet, ansøgning om brug af vejareal og andre myndigheder samt evt. kabel- og ledningsejere. Udlejer kan kun gøres ansvarlig for personskade, hvis det kan bevises, at skaden skyldes fejl eller forsømmelse begået af Udlejer eller andre, som Udlejer har ansvar for. Erstatning for personskade kan aldrig overstige det i dansk ret til enhver tid gældende erstatningsniveau.

2.4 Lejer er i lejeperioden forpligtet til at foretage sikkerhedsmæssig kontrol og driftsmæssig daglig vedligeholdelse af materiellet, herunder kontrol af væskestand, opladning af batterier, løbende rengøring etc. Herudover er Lejer ansvarlig for, at materiellet overholder nødvendige services. Dette sker ved kontakt med oplysning om servicebehov til Udlejer.

2.5 Lejer må ikke fjerne dele, udrustning eller mærkninger fra maskinen. Lejer må ikke lade udføre reparationer eller forandringer på materiellet. Eventuelle reparationer i lejeperioden må således alene udføres af Udlejer eller en af Udlejer anvist reparatør. Lejer forpligter sig til, at materiellet er tilgængeligt for Udlejers personale i normal arbejdstid for reparation og service. Lejer er erstatningsansvarlig for eventuelle skader materiellet bliver påført ved reparationsarbejder i strid med det ovenfor anførte. Udlejer hæfter ikke for reparationer, som Lejer desuagtet har ladet foretage.

2.6 Lejer er forpligtet til at reklamere den første lejedag i tilfælde af fejl og mangler ved det lejede. Efterfølgende reklamationer har således ingen retsvirkning. Hvis Udlejer konstaterer misligholdelse på materiellet grundet manglende vedligeholdelse, vil Lejer blive gjort ansvarlig. Lejer har ikke ret til at kræve erstatning for tab, herunder driftstab, eller til at hæve lejeaftalen, såfremt det lejede materiel senere måtte vise sig at være mangelfuldt eller ikke svarer til Lejers forudsætninger. Udlejer bestræber sig dog altid på efter forespørgsel at genlevere egnet materiel.

2.7 Hvis materiellet beskadiges – uanset årsag – hæfter Lejer herfor, og Lejer forpligtiger sig derfor til at betale alle omkostninger og udgifter i forbindelse med reparation eller om-levering. Ref 2.10

2.8 Udlån eller fremleje til tredjemand må ikke finde sted uden Udlejers skriftlige samtykke. Ligeledes må materiellet ikke flyttes til anden arbejdsplads end den på lejesedlen anførte uden Udlejers skriftlige samtykke. Lejer må under ingen omstændigheder – uden Udlejers skriftlige samtykke – lade materiellet udføre af Danmark.

2.9 Såfremt Lejer vælger selv at afhente og aflevere lejet materiel hos Udlejer, har Lejer det fulde ansvar under såvel af - og pålæsning som under transporten.

2.10 Lejer påtager sig i lejeperioden enhver risiko og ansvaret for det lejede materiel. Ansvaret omfatter alle typer af skader, tyverier og hærværk, personskader på Lejers og tredjemands person eller ejendom, idet der dog henvises til forsikringsbetingelserne.

2.11 Lejer er forpligtet til at aflevere det lejede materiel ved lejeforholdets ophør i rengjort og samme stand som ved modtagelsen. Rengøring efter udleje faktureres i medgået tid samt forbrugsmaterialer. Hver påbegyndt 15min. faktureres med kr. 125,- + moms. Opmærksomheden henledes på at rengøring efter beton, asfalt og andre materialer ligeledes faktureres iht. gældende dagspris. Der må ikke ryges i Udlejers materiel med kabine. En overtrædelse heraf vil medføre ekstra udgift til rengøring.

2.12 For lejemål med fører har Lejer ansvaret for at arbejdet udføres sikkert og sundhedsmæssigt forsvarligt. Lejer har det fulde instruktionsansvar og er dermed ansvarlig for evt. skader/fejl, som opstår under arbejdet. Lejer er forpligtet til at holde Udlejer skadesløs for krav rejst af 3. mand.

2.13 Efter returneringen af det lejede udfører Udlejer et eftersyn af det lejede materiel. Konstateres der herved skader underrettes lejer herom, således at denne inden 3 hverdage kan besigtige skaden, før en reparation påbegyndes, så det lejede kan føres tilbage til den stand, som det havde på udlejningstidspunktet (om forsikringsdækning jfr. 4.0).​

​3.0 Udlejers rettigheder og ansvar

3.1 Udlejer betaler for fuld vedligeholdelse og reparation af maskinen, herunder eventuelt batteri og lader, og er forpligtet til at holde maskinen i en god og forsvarlig stand.

3.2 Materiellet leveres af Udlejer i driftsklar, lovlig og forsvarlig stand. Lejer erklærer ved sin underskrift på den indgåede kontrakt at have undersøgt, at materiellets tilstand og egenskaber ikke giver anledning til indsigelser. Udlejer er ansvarlig efter dansk rets almindelige erstatningsregler, idet det dog præciseres, at Udlejer ikke kan holdes ansvarlig for indirekte tab af nogen art, herunder driftstab, mistet avance eller lignede. Udlejers ansvar er begrænset til størrelsen af Udlejers dækning under sin erhvervs- og produktansvarspolice.

3.3 Udlejer har til enhver tid ret til at få adgang til inspektion af det udlejede materiel.

3.4 Udlejer skal snarest efter fejlmelding fra Lejer påbegynde reparation. Hvis Lejer kræver at reparation skal udføres uden for Udlejers normale arbejdstid, betaler Lejer forskellen mellem normaltimesatsen og overtids-akut-timesatsen. Dersom det lejede materiel af den ene eller anden årsag ikke kan bruges, er Udlejer ikke forpligtet til reparation eller ombytning på hverdage efter kl. 14.00 eller i weekender. Der ydes telefonisk support fra serviceafdelingen uden for normal arbejdstid. Reparatør kan rekvireres efter individuel aftale herom. Rekvireres der reparatør uden for normal arbejdstid og fejlen på materiellet skyldtes forkert håndtering af materiellet debiteres Lejer alle omkostninger i forbindelse med dette.

3.5 Udlejer er berettiget til at regulere lejeprisen herunder eventuelle reguleringer i offentlige afgifter og skatter.

3.6 Det påhviler Udlejer at sørge for Lejers kendskab til gældende instrukser for service, drift, vedligeholdelse og reparationer.

3.7 Opsigelse kan ske uden varsel i tilfælde af Lejers misligholdelse af lejeaftalen. I denne forbindelse kan Udlejer ved egen foranstaltning afhente det lejede materiel, og alle omkostninger i forbindelse hermed påhviler Lejer.

4.0 Forsikring

4.1 Udlejer sørger for at alt materiel er ansvars- og kaskoforsikret. Forsikringen dækker brand-, tyveri-, vand- og hærværksskader samt anden pludselig opstået skade på materiellet i henhold til forsikringsselskabets bestemmelser. Vilkår kan udleveres efter ønske. Forsikringen hos Udlejer dækker ikke under transport ved Lejers eget køretøj/trailer. Forsikringen omfatter ingen former for driftstab, avancetab eller andet indirekte tab.

4.2 Tyveri og hærværk på det lejede skal meddeles Udlejer og politi indenfor 24 timer efter hændelsen. Skader på det lejede skal ligeledes meddeles Udlejer indenfor 24 timer fra skaden er/burde have været opdaget. Der gøres opmærksom på, i tilfælde af brand, tyveri, hærværk-skader eller lignende, hæfter Lejer for omkostninger til reparation eller køb af nyt materiel, hvis ikke den af politiet udleverede kvittering er afleveret til Udlejer, senest 14 dage efter anmeldelsen. Dækningsområdet er fast grund i Danmark.

4.3 Skader, som opstår ved forsætlighed, grov uagtsomhed eller anden misligholdelse udvist af Lejer, dækkes ikke af forsikringen, men afholdes således fuldt ud af Lejer. Lejer hæfter desuden fuldt ud for skader forvoldt som følge af personer, der er påvirket af alkohol eller andre euforiserende stoffer.

4.4 Lejer hæfter for selvrisiko ved skader på Udlejers materiel med en selvrisiko på kr. 6.000,- Flere forsikringsbegivenheder på samme maskine kan udløse flere selvrisici.

4.5 Omkostninger ved arbejdsstandsninger på grund af fejl eller havari af det lejede materiel betales af Lejer.

4.6 Skader forårsaget af materiel såsom oliespild, belægningsskader m.v. dækkes ikke af forsikringen. Lejer skal holde Udlejer skadesløs i den udstrækning, Udlejer måtte blive pålagt erstatningsansvar over for tredjemand for sådant tab og sådan skade, som Udlejer ikke er ansvarlig for jævnfør nærværende betingelser.

4.7 Ved tyveri og totalskade beregnes tabet svarende til nyværdi, når materiellet er mellem 0-3 år gammelt. Er materiellet mere end 3 år gammelt, beregnes efter dagsværdi.

5. Uoverensstemmelser

Lejeforholdet er omfattet af dansk ret og værnetinget er Retten i Hillerød.

6. Betalingsbetingelser

6.1 Udlejers betalingsbetingelser er netto kontant, medmindre der er indgået særskilt skriftlig aftale med Udlejer.

6.2 I tilfælde af for sen betaling beregner Udlejer rente pr. påbegyndt måned på 2 %.

6.3 Udlejer beregner endvidere rykkergebyr, som pt. udgør kr. 100,00 pr. fremsendt rykker.

6.3 Hvis betalingsbetingelserne misligholdes, forbeholder vi os ret til afhentning af materiel.

Leveringsvilkår

Generelt

De oplyste udlejningspriser på www.maskinudlejning.dk er ab lager, ekskl. moms og i øvrigt i henhold til Maskinudlejnings til enhver tid gældende Lejebetingelser. Vi vil imidlertid gerne være behjælpelige med transporten af udstyr op til 2750kg.

Leveringspris

Leverings- og afhentnings prisen er fast pr. vej 595,- kr. eksl. moms + 2 kr. pr. kørte km. Afstanden regnes fra Hillerødvej 41, 3400 Hillerød. Vi leverer normalt udstyret dagen før første bookingdag mellem klokken 16-20, og afhenter igen på sidste bookings dato efter klokken 16. Alternativt kan aftales levering før kl. 7:00 den første bookingdag.

har du spørgsmål?

Ring: +45 7242 1444

Åbent 07.00 – 16.00

Alle hverdage

mulighed for levering

På hele Sjælland og i København

Skal vi ringe dig op?

Udfyld nedenstående, så ringer vi dig op hurtigst muligt.

Nogle felter er ikke udfyldt korrekt

Kontakt

Maskinudstyr ApS

CVR-nummer: 38069357

Hillerødvej 41, 3400 Hillerød

Åben rutevejledning

Tlf.: +45 7242 1444

E-mail: info@maskinudstyr.dk

Følg os​

Du er altid velkommen til at kontakte os for spørgsmål eller køb af udstyr. Følg også med på Facebook, hvor vi regelmæssigt opdaterer om nyheder.